Okay, den her nutella er intet mindre end fantastisk – og så er den langt sundere og bedre for dig end den du køber på glas i supermarkedet. Derudover er den super nem at lave (og den kræver ingen “fancy” ingredienser). Det lille twist af appelsin giver den et pift af friskhed til den mørke kakao og den cremede nøddesmør. Muuuuums, ja tak!

På billedet har jeg smurt nutellaen ovenpå et stykke stenalderbrød med masser af nødder, frø og kerner. Det smager simpelthen så lækkert, især hvis man lige topper det med lidt banan. Perfekt snack! Alternativt så tror jeg også at det kunne være suuuuuuper lækkert at komme oven på dette glutenfrie rugbrød med sød kartoffel og kerner lavet af søde, dygtige Alberte.

Det vigtigste når du laver denne nutella er faktisk at du sørger for at få lavet en rigtig cremet hasselnøddesmør først. Jo mere cremet og glat den bliver, jo bedre bliver nutellaen til slut. Lad mig lige give dig et tip her: hasselnødderne skal stadig være VARME når du blender dem. Så går det langt hurtigere med at opnå den rette konsistens.

Hasselnødder er en rigtig god kilde til blandt andet E-vitamin, magnesium og fosfor og aminosyrerne arginin og glutaminsyrer.

Ingredienser:

200 gram hasselnødder
3-4 spsk. yaconsirup eller ahornsirup
4 spsk. raw kakao-pulver
1 tsk. vaniljepulver
1/4-1/2 tsk. kanel
Saften fra 1-2 appelsiner
3/4 dl. hasselnøddemælk eller anden nøddemælk (jeg synes dog at hasselnøddemælk er super lækkert hertil)
1 spsk. kokosolie
En knivspids salt

Fremgangsmåde:

Rist først hasselnødderne for at få mest smag frem i dem. Giv dem ca. 15-20 minutter på 150 grader varmluft.

Når nødderne har fået lidt farve tages de ud og køles en smule af – dog ikke for længe, da de stadig skal være varme. Skallen skal nu af. Dette kan gøres på flere måder. Jeg synes at det er lettest at komme nødderne i en pose og ryste dem rundt. Så falder det meste af skallen af. Ellers kan det “nulres” af med fingrene eller i et viskestykke. Lad være med at lade den blive på, da den er en smule bitter.

Kom dem i en blender, en foodprocessor eller i en minihakker – alt afhængig af hvad du har. Jeg brugte en minihakker (dog over to omgange da der ikke var plads til dem alle på én gang). Der skal skrabes kanter et par gange og der skal blendes i et godt stykke tid. Når du har en cremet, nøddesmørkonsistens er den klar. Forvent at du skal blende i 4-5 minutter. (hey, så lærte du også at lave hasselnøddesmør – nemt!)

Når din nøddesmør er klar, begynder du på din chokolade. Smelt kokosolien i en gryde og tilsæt kakao, sirup, salt, vaniljepulver, kanel, appelsinsaft og mælk. Når det hele er blandet godt sammen tilfører du chokoladeblandingen til nøddesmørret og blender igen.

Juster selv på konsistensen hvis du ønsker den mere flydende. Tilsæt mere mælk eller appelsinsaft, men pas på at det ikke klumper sammen hvis du kommer kold mælk i.

Når du har den rette konsistens og smag hældes cremen på glas. Lad den gerne stå i køleskabet natten over, så den lige kan sætte sig inden at du hopper ombord i den – hvis du altså kan vente 🙂

Velbekomme!

Tip: Hvis du ønsker mere power på appelsinsmagen så den bliver rigtig intens men ikke ønsker den så flydende, så kan jeg virkelig anbefale at bruge en dråbe af doTERRA’s æteriske olie “Wild Orange”. Det smager fantastisk! Olien kan købes hos mig.